Drik et skummende bæger af historien Jelling rummer i sin muld stadig nye spændende fund, som giver inspiration til nye øl fra Jelling Bryghus. De seneste revolutionerende udgravninger i det centrale Jelling har vist at der uden om en formodet kolossal skibssætning blev bygget endnu et imponerende bygningsværk. Et kæmpehegn af store egestammer har omkranset skibssætningen og alle magtens daværende symboler. Omfanget af dette hegn er endnu ikke blevet helt fastlagt, men man ved allerede nu at det i udstrækning var bemærkelsesværdigt, en sand kraftpræstation i sin tid. Således har  hegnet af egestammer inspireret vores brygger til en ny øl. Palisade er navnet, og det er en historisk øl, et kongeligt bryg fra Jellings storhedstid, som tidsmæssigt lå før humlen omkring år 1150 kom til Danmark. Vi må forestille os at det øl, der blev brygget i middelalderen er blevet krydret med en mangfoldighed af planter, for at holde øllet sundt og for at tilføre det smag, bitterhed og måske også lægekraft. Palisade fra Jelling Bryghus er håndbrygget på en fyldig maltbase og er ved brygningen krydret med pors og egebark, som begge har været brugt i folkemedicinen i 1000-vis af år. Recepten på Palisade er blevet udviklet som en del af brygger Torsten Reffstrups  uddannelse til Diplombrygger, hvor hans projektopgave var en række prøvebryg og vurdering  af forskellige recepter på Palisade. Det første prøvebryg af Palisade blev forbeholdt anpartshavere i Jelling Bryghus, men nu er et parti på vej ud til salgsstederne for Jelling Bryghus. Som med alle de andre håndbryggede øl fra Jelling Bryghus er Palisade  fulgt af den opdaterede historie om de udgravninger, der foregår lige nu; og mens  man nyder den fyldige smag af malt og eg og pors, kan man gøre sig sine egne forestillinger om  hvordan Jelling så ud i hine tider. Palisade er brygget uden Humle og kan derfor også nydes selvom man har humleallergi. Læs mere om palisade og Jelling bryghus på http:\\www.jellingbryghus.dk